Vedtægter for foreningen.
Vedtægter for Foreningen DETT
§ 1
Navn og hjemsted
DETT’s vedtægter er ændret og vedtaget den 8. september 2013.
Foreningens navn er DETT,
Foreningen af EFT (Emotionel Frihedsteknik) og TFT (Tankefelt Terapi) terapeuter.
Foreningens hjemsted er formandens adresse.
Foreningen DETT er stiftet på Fyn den 12. september 2010.
§ 2
Foreningens formål
Foreningens formål er:
at organisere uddannede tankefeltterapeuter (TFT), Emotionel Frihedsteknik behandlere
(EFT) og dertil studerende i Danmark,
at udbrede kendskabet til og om EFT og TFT samt relaterende behandlingsformer samt
udbrede kendskabet til A-medlemmernes faglige kvalifikationer og aktiviteter og
dermed skabe tryghed for klienter i valg af terapeut,
at være en attraktiv brancheforening, der arbejder på blive godkendt som en
registreringsansvarlig forening af Sundhedsstyrelsen og derigennem sikre
befolkningen fri adgang til kvalificeret EFT og TFT,
at bibeholde og udvikle den faglige standard blandt medlemmerne og fremme kontakten,
samarbejdet og erfaringsudvekslingen medlemmerne imellem,
at give medlemmerne mulighed for RAB-registrering, jf. gældende lovgivning,
at give Foreningens medlemmer størst mulig valgfrihed i forhold til Foreningens tilbud
samt hjælpe Foreningens medlemmer med vejledning og bistand,
at være samarbejdspartner både med med alternative interessenter inden for den
etablerede lægevidenskab og sundhedssektor som med interessenter inden for den
alternative sundhedssektor,
at blive ViFab ((Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling) ’registreret’,
at blive anerkendt som tilskudsberettiget af f.eks. Sygesikringen Danmark,
sundhedsforsikringer mv., at producere dokumentation og være rådgivende i forhold til større forskningsprojekter,
der omhandler EFT, TFT or relaterende behandlingsformer,
at arbejde for en mulig fælles erhvervsforsikring og formidle den bedste og billigste
supervisionsaftale, efter- og videreuddannelse, KODA/Gramex afgift m.v. for
medlemmerne, at virke som almennyttig offentlig Forening.
§ 3
Etisk nævn – formål, kompetence og sagsbehandling
Etisk nævns formål er:
at sikre opretholdelsen af en høj etisk standard og god klinisk praksis blandt
medlemmerne,
at styrke god og forsvarlig behandling af patienten og fremme et tillidsfuldt samarbejde
mellem terapeuten og klienten, kollegaerne indbyrdes samt mellem terapeuterne,
befolkningen og myndighederne.
Etisk nævns kompetence:
at behandle skriftlige klager fra klienter over den behandling, de har fået af Foreningens
medlemmer, herunder manglende overholdelse af Foreningens regler for god klinisk
praksis. Nævnets beslutning afgøres ved almindelig flertalsafstemning,
at behandle skriftlige klager fra medlemmer, tidligere medlemmer, medlemsansøgere og
klienter, over manglende overholdelse af Foreningens medlemspligter og regler for
god klinisk praksis,
at kunne sanktionere overtrædelse af Foreningens vedtægter og regler, herunder
irettesættelse, afregistrering samt fratagelse af medlemskab. Afregistrering samt
fratagelse af medlemskab sker ved grovere eller gentagne overtrædelser. Nævnets
afgørelser kan indbringes for domstolene,
at kunne tage sager op på eget initiativ, eller at indbringe indbringe sager for Nævnet fra
bestyrelsens side,
at yde rådgivning og vejledning til Foreningens medlemmer.
Nævnet skal have en sammensætning, der er betryggende for parterne. Dette indebærer, at intet
medlem af Nævnet må have særlige, økonomiske interesser i sagens udfald, eller have nærtstående,
der har en sådan interesse. Endvidere må ingen personer deltage i en sagsbehandling, såfremt der i
øvrigt foreligger omstændigheder, der vil kunne vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.
Nævnet refererer direkte til generalforsamlingen og er et selvstændigt Nævn, som fungerer
uafhængigt af bestyrelsen.
Nævnet kan om nødvendigt juridisk bistand.
Sagsbehandling:
Nævnets afgørelser skal være skriftlige og begrundede. Der skal ske partshøring vedr.
forslag til afgørelser.
Parterne skal efter anmodning have indsigt i det materiale, der indgår i sagen senest 4
uger efter anmodningens modtagelse. Medlemmerne af Nævnet har tavshedspligt om
de forhold, der er måtte komme til deres viden i forbindelse med Nævnsarbejdet, og
som ikke berører en evt. afgørelse, som Nævnet har truffet.
Når klageren modtager skriftligt svar om afgørelsen, skal Nævnet samtidig skriftligt
underrette bestyrelsen om afgørelsen.
Såfremt Nævnet fratager et medlem medlemsrettigheder, skal sagen behandles på
førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
Alle involverede parter skal have adgang til genoptagelse af en sag, hvis der viser sig
at være ændringer i afgørelsesgrundlaget. Denne mulighed for genoptagelse af en sag
bortfalder 3 år efter, afgørelsen er truffet.
§ 4
Medlemskreds, optagelseskrav og kontingent
Medlemskreds og optagelseskrav
Som medlemmer kan optages enhver, der er omfattet af 1 eller flere af nedenfor nævnte 5
kategorier:
A. Aktive medlemmer
B. Skoler / uddannelsessteder
C. Undervisere (uden skoler)
D. Studiemedlemmer
E. Passive medlemmer
A-, B- og C-medlemmer
For optagelse som A-, B- & C-medlemmer kræves basale uddannelseskrav til ansøgerne på min.:
40 timers teori
20 timers praksis
4 timers supervision
30 timers praktisk erfaring
10 timers egenterapi
Ialt 104 undervisningstimer eller lektioner i TFT/EFT. En lektion skal være af min. 45 min.
varighed. Desuden skal A-medlemmet have arbejdet med EFT/TFT i mindst ét år og have haft
mindst 20 klienter og 50 sessioner, eller anden relevant uddannelse inden for det alternative eller det
etablerede system.
For at bibeholde sin status som A-, B- eller C-medlem skal medlemmet løbende deltage i
en årlig supervision på min. 16 timer, arrangeret af f.eks. Lars Mygind eller af DETT selv og
anden relevant efteruddannelse, der skal godkendes af og indberettes til Foreningen bilagt
dokumentation til Foreningen, jf. skema på DETT.dk.
Endvidere skal alle A-, B- og C-medlemmer være opdateret i førstehjælp med min. 12 timers
kursus og min. 3 timers opfølgning mindst hvert 3. år. Foreningen vil være behjælpelig med at
forestå udbydelsen af sådanne kurser forskellige steder i landet, ligesom medlemmerne selv kan
vælge udbyder af førstehjælpskurser inden for de afstukne rammer. Dokumentation for bestået
kursus samt løbende opdatering skal fremsendes uopfordret til Foreningen af medlemmerne.
Studiemedlemmer (D-medlemmer)
For at blive optaget som studiemedlem kræves det, at EFT/TFT uddannelsen er påbegyndt. Dmedlemmer kan højst være studiemedlemmer i 2 år og skal senest 6 måneder efter studiets
afslutning overgå til enten A-, B- eller C-medlem eller udmeldes.
Passive medlemmer (E-medlemmer)
Man kan oppebære passivt medlemskab under orlov, ved sygdom og pensionering.
Passive medlemmer har adgang til Foreningens arrangementer, medmindre bestyrelsen misbilliger
dette. Passive medlemmer er ikke valgbare og har ingen stemmeret.
Medlemskontingent
Medlemskontingent fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen, første kontingent dækker
dog for en periode på 20 måneder fra 1.9.2011 til 30.4.2013 – til 12 måneders kontingent, altså 8
gratis måneder. Fra 30.4.2013 vil det årlige kontingent være, som følger:
A. Aktive medlemmer kr. 1.000,00 årligt
B. Skoler / uddannelsessteder kr. 2.500,00 årligt
C. Undervisere (uden skoler) kr. 1.500,00 årligt
D. Studiemedlemmer kr. 350,00 årligt
E. Passive medlemmer kr. 200,00 årligt
Bestyrelsens formand, kasserer og næstformand (+ webansvarlig) er kontingentfri indtil videre.
Indbetalt kontingent refunderes ikke. Bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde vælge at dispensere
herfra. Restance i forhold til manglende indbetaling af kontingent kan indebære eksklusion af
medlemmet efter nærmere bestemmelse fra betyrelsens side.
§ 5
Medlemspligter, regler for god klinisk praksis og medlemsrettigheder
Medlemspligter og regler for god klinisk praksis
Foreningens medlemmer har pligt til
at styrke god og forsvarlig behandling af patienten og fremme et tillidsfuldt samarbejde,
at overholde gældende lovgivning,
at have en lovpligtig erhvervsansvarsforsikring, evt. gennem Foreningen,
at indbetale kontingent, evt. forsikring og evt. KODA/Gramex-afgift mv. rettidigt,
at holde sig orienteret om sociale og sundhedsmæssige forhold.
A- B- og C-medlemmer har tillige pligt til
at have en lovpligtig erhvervsansvarsforsikring, evt. gennem Foreningen, såfremt dette er
muligt,
at vedligeholde og opdatere sin faglige viden, samt
at henvise til hospital/læge og/eller anden terapiform, hvor dette måtte anses for
indiceret.
A-, B- og C-medlemmer skal tillige kunne gøre sig forståelig på dansk og føre optegnelser på dansk
over deres behandlinger af den enkelte klient, herunder indikation samt den behandling og den
information, der er givet til klienten.
Alle medlemmer skal
have en aktiv e-mail adresse og søge informationer på Foreningens hjemmeside,
udøve deres gerning omhyggeligt og samvittighedsfuldt og udvise faglig omhu og respekt
over for klientens individuelle behov og integritet, samt kun gøre brug af midler og metoder,
som er forsvarlige, og som medlemmerne er kvalificerede til at benytte,
sørge for gode kollegiale forhold og behandle kolleger og andre behandlere med respekt,
give klienterne saglig og nøgtern information om behandlingen, og de forventninger klienten
kan have hertil, herunder ikke love helbredelse eller fremkalde unødig sygdomsangst,
skal på klientens foranledning oplyse om indholdet af journalen i overensstemmelse med
forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt samt persondataloven.
Medlemmerne har tillige tavshedspligt med hensyn til de oplysninger om private forhold og andre
fortrolige oplysninger, som de gennem deres faglige virke måtte få om deres klienter.
Medlemmerne må ikke fraråde en lægeordineret behandling eller benytte behandlingsmetoder, som
det er forbeholdt bestemte autoriserede sundhedspersoner at anvende.
Medlemsrettigheder
Ethvert A-, B- og C-medlem har ret til at gøre brug af midler og metoder, som er forsvarlige ud fra
filosofier, teorier, uddannelse og praktisk erfaring, som det enkelte medlem er kvalificeret til.
Ethvert A-, B- C-og D-medlem har ret til
at deltage i Foreningens arrangementer og adgang til Foreningens intranet,
efter godkendelse at benytte Foreningens logo og annoncere med medlemskab af DETT,
at benytte Foreningens intranet,
at deltage i Foreningens markedsføring, og
at samarbejde med andre faggrupper samt deltage i videnskabelige forskningsprojeker.
§ 6
Generalforsamling
Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i september måned. Førstkommende generalforsamling
afholdes dog i maj 2013 og inden 31. maj 2013 og indkaldes via e-mail til hvert enkelt medlem og
offentliggøres på Foreningens hjemmeside så tidligt som muligt, dog med mindst 4 ugers varsel.
Generalforsamling afholdes hvert andet år på Sjælland og hvert andet på Fyn eller i Jylland. Det
skal også være muligt at afholde generalforsamlinger via f.eks. skype (for at så mange som muligt
kan deltage), hvis bestyrelsen måtte finde dette for bedst egnet.
Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 10 dage før
generalforsamlingens afholdelse. Oversigt over indkomne forslag samt dagsorden meddeles
medlemmerne pr. e-mail senest 5 dage inden generalforsamlingen.
Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, skoler og undervisere, der kan
dokumentere betalt medlemskontingent. Der kan stemmes ved personligt fremmøde samt ved
fuldmagt givet til bestyrelsen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Valg af stemmeoptællere
3. Formandens beretning (herunder beretninger fra etisk nævn, evt. skole- og
uddannelsesudvalg samt evt. andre udvalg)
4. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab
5. Forelæggelse af budget for det kommende år samt fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Formanden for 2 år ad gangen i lige år
Kasserer for 2 år ad gangen i ulige år
Næstformand for 2 år ad gangen i ulige år
Evt. øvrige bestyrelsesmedlemmer, revisor (og suppleanter) hvert år
8. Valg af bestyrelsessuppleanter
9. Valg af revisor
10. Valg af revisorsuppleant
11. Evt. valg/nedsættelse af udvalg
(består af 1 formand, 2 medlemmer + 2 suppleanter, som vægtes efter stemmeantal
samt en af bestyrelsen udpeget repræsentant fra bestyrelsen, der udpeges på
bestyrelsens første møde efter generalforsamlingen)
12. Eventuelt
Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens
beslutninger indføres i en protokol.
Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflertal jf. dog § 12, stk. 1.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, hvis mindst 3
bestyrelsesmedlemmer, eller hvis mindst 15% af Foreningens stemmeberettigede medlemmer
skriftlig eller pr. e-mail fremsætter anmodning herom, og den ekstraordinære generalforsamling skal
indkaldes tidligst 4 uger og senest 8 uger inden en måned efter anmodningen.
Etisk nævn kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen skal indeholde
angivelse af de punkter, som ønskes behandlet. Indkaldelse skal ske via e-mail til samtlige
medlemmer senest 20 dage inden afholdelsen.
§ 7
Foreningens daglige ledelse
Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af min. 3 og max. 5 A-medlemmer,
der vælges af generalforsamlingen for hhv. 2 og 1 år ad gangen, jf. 6.
Formand vælges på lige år, næstformand og kasserer vælges på ulige år, øvrige bestyrelsesmedlemmer hvert år.
Første valgperiode for hhv. formand, næstformand (webansvarlig) og kasserer løber frem til hhv.
2014 og 2013, i hvilken periode disse er kontingentfri, da der ikke oppebæres nogen former for
aflønning til disse i denne periode. Efterfølgende træffes fremadrettet afgørelse herom.
Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv. Såfremt bestyrelsen konstituerer en ny formand og/eller
kasserer, virker disse kun i den nye funktion frem til næste ordinære generalforsamling
Bestyrelsen leder Foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og
generalforsamlingens beslutninger, fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen afholder møder, når det skønnes nødvendigt. Disse kan afholdes som telefonmøder eller
chatmøder.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen er til stede
eller skriftligt har tilkendegivet, at de har taget stilling til de sager, der fremlægges.
Formanden leder bestyrelsens forhandlinger og i dennes forfald næstformanden.
Formanden drager omsorg for, at der føres protokol /mødereferat over bestyrelsens forhandlinger/
beslutninger. Mødereferat fremlægges på Foreningens hjemmeside eller mailes til medlemmerne
senest 2 uger efter godkendelse af referatet.
Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg, hvis den finder det påkrævet. Bestyrelsen kan også
indkalde andre af Foreningens medlemmer eller medlemsansøgere, hvis det skønnes nødvendigt.
Det henstilles til bestyrelsen, at Foreningens arrangementer placeres ligeligt fordelt mellem
landsdelene.
Det er bestyrelsens opgave at sanktionere etisk nævns afgørelse over for medlemmet. Typisk med
en påtale ved førstegangsovertrædelser, som ikke er grove; ved grove eller gentagne overtrædelser
vil der ske en afregistrering samt eksklusion af medlemmet.
§ 8
Udvalg
Efter bestyrelsens ønske kan der nedsættes ad hoc udvalg, der arbejder efter en forretningsorden,
godkendt af bestyrelsen. Evt. bidrag, stemmeberettigelse eller andet i øvrigt fastlægges af
bestyrelsen i forretningsordenen for ad hoc udvalget. Som ad hoc udvalg kunne f.eks. nævnes et
uddannelses- og godkendelsesudvalg, et markedsføringsudvalg incl. hjemmesidedelen.
§ 9
Regnskab og revision
Foreningens regnskab varetages til hverdag af kasseren, og formuen skal anbringes i anerkendt
pengeinstitut.
Regnskabsåret er 1. maj – 30.april.
Kontingent og betalingsterminer fastsættes af generalforsamlingen.
Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen
Foreningens medlemmer kan udbetales diæter og transportudgifter efter statens tariffer samt
udgifter, som de i øvrigt med rimelighed kan godtgøre for.
Regnskabet skal inden generalforsamlingen revideres af revisor, sendes via e-mail til medlemmerne
senest 5 dage inden generalforsamlingen, underskrevet af samtlige medlemmer af bestyrelsen.
§ 10
Tegningsregler
Foreningens tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved en af disses forfald af
formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 11
Hæftelse
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid hørende formue.
Der påhviler ikke bestyrelsen eller medlemmerne nogen personlig hæftelse.
§ 12
Vedtægtsændringer
Procedure for vedtægtsændringer skal fremgå af vedtægten f.eks.: Vedtægtsændringer kan
vedtages på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§ 13
Opløsning
Foreningens opløsning eller fusionering med en anden forening kan kun ske med 3/4 flertal af de på
generalforsamlingen fremmødte, stemmeberettigede medlemmer på min. to på hinanden følgende
generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær, og hver med mindst 3 måneders
mellemrum.
Der skal tages beslutning om Foreningens eventuelle overskud/formue/materiel i forbindelse med
opløsningen eller fusioneringen.
Således ændret og vedtaget på generalforsamlingen den 8. september 2013