Vedtægter

Gældende vedtægter for Foreningen DETT

  • 1 Navn og hjemsted

DETT’s vedtægter er vedtaget på ekstraordinær Generalforsamling den 29. januar 2024 og erstatter vedtægter vedtaget 8. september 2013.

Foreningens navn er DETT, Foreningen af Danske terapeuter i EFT, Tankefeltterapi og Tapping.

Foreningens hjemsted er formandens adresse. Denne adresse vil til enhver tid fremgå af foreningens hjemmeside.

Foreningen DETT er stiftet på Fyn den 12. september 2010.

 

  • 2 Foreningens formål

Foreningens formål er:

at organisere uddannede tankefeltterapeuter (TFT), Emotionel Frihedsteknik behandlere (EFT) og dertil studerende i Danmark,

at udbrede kendskabet til og om EFT og TFT samt relaterende behandlingsformer samt udbrede kendskabet til A-medlemmernes faglige kvalifikationer og aktiviteter og dermed skabe tryghed for klienter i valg af terapeut,

at bibeholde og udvikle den faglige standard blandt medlemmerne og fremme kontakten, samarbejdet og erfaringsudvekslingen medlemmerne imellem,

at give Foreningens medlemmer størst mulig valgfrihed i forhold til Foreningens tilbud samt hjælpe Foreningens medlemmer med vejledning og bistand,
at være samarbejdspartner både med alternative interessenter inden for den etablerede lægevidenskab og sundhedssektor som med interessenter inden for den alternative sundhedssektor,

at producere dokumentation og være rådgivende i forhold til større forskningsprojekter, der omhandler EFT, TFT og relaterende behandlingsformer,

at arbejde for en mulig fælles erhvervsforsikring og formidle den bedste og billigste supervisionsaftale, efter- og videreuddannelse, KODA/Gramex afgift m.v. for medlemmerne,

at virke som almennyttig offentlig Forening.

 

  • 3 Etisk nævn – formål, kompetence og sagsbehandling

Etisk nævns formål er:

at sikre opretholdelsen af en høj etisk standard og god klinisk praksis blandt medlemmerne,

at styrke god og forsvarlig behandling af klienten og fremme et tillidsfuldt samarbejde mellem terapeuten og klienten, kollegerne indbyrdes samt mellem terapeuterne, befolkningen og myndighederne.

Etisk nævns kompetence:

at behandle skriftlige klager fra klienter over den behandling, de har fået af Foreningens medlemmer, herunder manglende overholdelse af Foreningens regler for god klinisk praksis. Nævnets beslutning afgøres ved almindelig flertalsafstemning,

at behandle skriftlige klager fra medlemmer, tidligere medlemmer, medlemsansøgere og klienter, over manglende overholdelse af Foreningens medlemspligter og regler for god klinisk praksis,

at kunne sanktionere overtrædelse af Foreningens vedtægter og regler, herunder irettesættelse, afregistrering samt fratagelse af medlemskab. Afregistrering samt fratagelse af medlemskab sker ved grovere eller gentagne overtrædelser. Nævnets afgørelser kan indbringes for domstolene,

at kunne tage sager op på eget initiativ, eller at indbringe sager for Nævnet fra bestyrelsens side,

at yde rådgivning og vejledning til Foreningens medlemmer.

Nævnet skal have en sammensætning, der er betryggende for parterne. Dette indebærer, at intet medlem af Nævnet må have særlige, økonomiske interesser i sagens udfald, eller have nærtstående, der har en sådan interesse. Endvidere må ingen personer deltage i en sagsbehandling, såfremt der i øvrigt foreligger omstændigheder, der vil kunne vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Nævnet refererer direkte til generalforsamlingen og er et selvstændigt Nævn, som fungerer uafhængigt af bestyrelsen.

Nævnet kan om nødvendigt rekvirere juridisk bistand.

Sagsbehandling:

Nævnets afgørelser skal være skriftlige og begrundede. Der skal ske partshøring vedr. forslag til afgørelser.

Parterne skal efter anmodning have indsigt i det materiale, der indgår i sagen senest 4 uger efter anmodningens modtagelse. Medlemmerne af Nævnet har tavshedspligt om de forhold, der måtte komme til deres viden i forbindelse med Nævnsarbejdet, og som ikke berører en evt. afgørelse, som Nævnet har truffet.

Når klageren modtager skriftligt svar om afgørelsen, skal Nævnet samtidig skriftligt underrette bestyrelsen om afgørelsen.

Såfremt Nævnet fratager et medlem medlemsrettigheder, skal sagen behandles på førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.

Alle involverede parter skal have adgang til genoptagelse af en sag, hvis der viser sig at være ændringer i afgørelsesgrundlaget. Denne mulighed for genoptagelse af en sag bortfalder 3 år efter, afgørelsen er truffet.

 

  • 4 Medlemskreds, optagelseskrav og kontingent

Medlemskreds og optagelseskrav:

Enhver, der er uddannet tankefelt- eller EFT-terapeut og opfylder de krav, der fremgår af hjemmesiden, kan optages som aktivt medlem (A-medlem).

Desuden kan TFT- og EFT-studerende optages som studiemedlemmer (B-medlem) efter nærmere regler der fremgår af hjemmesiden.

Som medlem kan man oppebære passivt medlemskab (C-medlem) efter nærmere regler der fremgår af foreningens hjemmeside.

Medlemmer er inddelt i følgende kategorier:
A. Aktive medlemmer

  1. Studiemedlemmer
  2. Passive medlemmer

Aktive medlemmer af DETT er valgbare til DETT’s bestyrelse og har stemmeret til generalforsamlingen.

Vi kræver opkvalificering af A-medlemmer og kravene fremgår af foreningens hjemmeside. Se øvrige krav til medlemskategorierne på hjemmesiden.

Medlemskontingent:

Medlemskontingentet fastsættes for et år ad gangen af generalforsamlingen og fremgår til enhver tid af hjemmesiden.

Kontingent opkræves en gang årligt.

Bestyrelsesmedlemmer er kontingentfri.

Indbetalt kontingent refunderes ikke. Bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde vælge at dispensere herfra.
Restance i forhold til manglende indbetaling af kontingent kan indebære eksklusion af medlemmet efter nærmere bestemmelse fra bestyrelsens side.

 

  • 5 Medlemspligter, regler for god klinisk praksis og medlemsrettigheder

Medlemspligter, regler for God Klinisk Praksis og medlemsrettigheder er beskrevet på foreningens hjemmeside.

 

  • 6 Generalforsamling

Generalforsamlingen er Foreningens højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år og indkaldes via e-mail (foreningens mailliste) til hvert enkelt medlem, senest 4 uger inden Generalforsamlingen. Indkaldelsen offentliggøres desuden på Foreningens hjemmeside så tidligt som muligt, dog senest 4 uger inden Generalforsamlingen. Generalforsamlingen kan være et fysisk- eller et virtuelt møde og evt. en kombination af disse. Mødets form besluttes af bestyrelsen. Af indkaldelsen skal fremgå hvilken mødeform, sted, dato og tidspunkt for Generalforsamlingen.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 10 dage før generalforsamlingens afholdelse. Oversigt over indkomne forslag samt dagsorden meddeles medlemmerne pr. e-mail senest 5 dage inden generalforsamlingen.

Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer, der kan dokumentere betalt medlemskontingent. Der kan stemmes ved personligt fremmøde samt ved fuldmagt givet til bestyrelsen.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Valg af stemmeoptællere
  4. Formandens beretning (herunder beretninger fra etisk nævn, evt. skole- og uddannelsesudvalg samt evt. andre udvalg)
  5. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab
  6. Forelæggelse af budget for det kommende år samt fastsættelse af kontingent
  7. Indkomne forslag
  8. Valg af bestyrelsesmedlemmer:
  • Formanden for 2 år ad gangen i lige år
  • Kasserer for 2 år ad gangen i ulige år
  • Næstformand for 2 år ad gangen i ulige år
  • øvrige bestyrelsesmedlemmer, revisor (og suppleanter) hvert år.
  1. Valg af bestyrelsessuppleanter
  2. Valg af revisor
  3. Valg af revisorsuppleant
  4. valg/nedsættelse af udvalg (består af 1 formand, 2 medlemmer + 2 suppleanter, som vægtes efter stemmeantal samt en af bestyrelsen udpeget repræsentant fra bestyrelsen, der udpeges på bestyrelsens første møde efter generalforsamlingen)
  5. Valg af etisk nævn
  6. Eventuelt

Generalforsamlingen vælger en dirigent til at lede forhandlingerne. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol.

Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindeligt stemmeflertal jf. dog § 12, stk. 1.

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen, hvis mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer, eller hvis mindst 15% af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter anmodning herom, og den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes tidligst 4 uger og senest 8 uger inden en måned efter anmodningen.

I tilfælde af stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende.

Etisk nævn kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Anmodningen skal indeholde angivelse af de punkter, som ønskes behandlet. Indkaldelse skal ske via e-mail til samtlige medlemmer senest 20 dage inden afholdelsen.

 

  • 7 Foreningens daglige ledelse

Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, som består af min. 3 og max. 5 aktive medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for hhv. 2 og 1 år ad gangen, jf. § 6.

Formand vælges på lige år, næstformand og kasserer vælges på ulige år og øvrige bestyrelses-medlemmer vælges hvert år.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Såfremt bestyrelsen konstituerer en ny formand og/eller kasserer, virker disse kun i den nye funktion frem til næste ordinære generalforsamling.

Bestyrelsen leder Foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen afholder møder, når det skønnes nødvendigt. Disse kan afholdes som telefonmøder eller chatmøder.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer af bestyrelsen er til stede eller skriftligt har tilkendegivet, at de har taget stilling til de sager, der fremlægges.

Formanden leder bestyrelsens forhandlinger og i dennes forfald næstformanden.

Formanden drager omsorg for, at der føres protokol /mødereferat over bestyrelsens forhandlinger/beslutninger. Mødereferat fremlægges på Foreningens hjemmeside eller mailes til medlemmerne senest 2 uger efter godkendelse af referatet.

Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg, hvis den finder det påkrævet. Bestyrelsen kan også indkalde andre af Foreningens medlemmer eller medlemsansøgere, hvis det skønnes nødvendigt.

Det henstilles til bestyrelsen, at Foreningens arrangementer placeres ligeligt fordelt mellem landsdelene.

Det er bestyrelsens opgave at sanktionere etisk nævns afgørelse over for medlemmet. Typisk med en påtale ved førstegangsovertrædelser, som ikke er grove; ved grove eller gentagne overtrædelser vil der ske en afregistrering samt eksklusion af medlemmet.

 

  • 8 Udvalg

Efter bestyrelsens ønske kan der nedsættes ad hoc udvalg, der arbejder efter en forretningsorden, godkendt af bestyrelsen. Evt. bidrag, stemmeberettigelse eller andet i øvrigt fastlægges af bestyrelsen i forretningsordenen for ad hoc udvalget. Som ad hoc udvalg kunne f.eks. nævnes et uddannelses- og godkendelsesudvalg, et markedsføringsudvalg incl. hjemmesidedelen.

 

  • 9 Regnskab og revision

Foreningens regnskab varetages til hverdag af kasseren, og formuen skal anbringes i anerkendt pengeinstitut.

Regnskabsåret er 1. januar – 31.december.

Kontingent og betalingsterminer fastsættes af generalforsamlingen.

Revisorpåtegnet regnskab bekendtgøres senest 8 dage før generalforsamlingen.

Foreningens medlemmer kan udbetales diæter og transportudgifter efter statens tariffer samt udgifter, som de i øvrigt med rimelighed kan godtgøres for.

Regnskabet skal inden generalforsamlingen revideres af revisor. Det reviderede regnskab skal underskrives af samtlige bestyrelsesmedlemmer og sendes via e-mail til medlemmerne senest 5 dage inden generalforsamlingen.

 

  • 10 Tegningsregler

Foreningens tegnes af formanden og kassereren i forening eller ved en af disses forfald af formanden eller kassereren i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

 

  • 11 Hæftelse

Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid hørende formue.

Der påhviler ikke bestyrelsen eller medlemmerne nogen personlig hæftelse.

 

  • 12 Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer kan vedtages på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

 

  • 13 Opløsning

Foreningens opløsning eller fusionering med en anden forening kan kun ske med 3/4 flertal af de på generalforsamlingen fremmødte, stemmeberettigede medlemmer, på to på hinanden følgende generalforsamlinger, med mindst 3 måneders mellemrum hvoraf den ene skal være ordinær.

Der skal tages beslutning om Foreningens eventuelle overskud/formue/materiel i forbindelse med opløsningen eller fusioneringen.